Fredag d. 31. maj åbnede vi dørene til vores produktionshaller i Rødkærsbro, hvor vi havde glæden af at byde en masse nysgerrige gæster velkommen. Vores dygtige medarbejdere stod klar til at vise rundt og dele deres viden om vores avancerede maskinpark og daglige arbejdsopgaver. Flere af de besøgende udtrykte stor begejstring for arrangementet og roste muligheden for at opleve produktionen på nært hold.
Vi er meget overvældede over den store opbakning og de mange besøgende, der mødte op. Direktør Henrik Høgh udtaler: ”Vi er utrolig glade for den store opbakning og de mange positive tilkendegivelser fra både besøgende og vores medarbejdere. Det er altid en fornøjelse at vise lokalsamfundet, medarbejdernes familier, samarbejdspartnere og andre interesserede, hvordan vi arbejder med de nyeste teknologier inden for rør- og pladebearbejdning.”
Vi vil gerne sige en stor tak til alle, der mødte op og deltog i festlighederne. Det var en fornøjelse at dele vores passion og fremvise vores faciliteter. Vi er glade for, at så mange tog sig tid til at besøge os.
Tak for en uforglemmelig dag!